Denmark – Music For Keyboards
Lars Boutrup var engang medlem af grupperne Simcess og Sing Sing og har siden blandt andet lavet en del soundtrack-arbejde, hvilket kan anes her på …Music For Keyboards. Pladen indeholder ni skæringer af Boutrup på keyboards, synthesizere og orgel og med trommer og percussion af Fredrik Sunesen. Når jeg lytter til albummet, føres jeg tilbage til 80’erne. Musikken lugter blandt andet af Jean Michel Jarre og Harold Faltermeyer og får én til at mindes eventyrfilm som The NeverEnding Story. Den er således på sin vis charmerende, men kun i meget små doser. Mens det er tydeligt, at Boutrup er en rutineret musiker, der skriver stemningsmættede numre, som ikke ville være dumme i soundtrack-regi, er lyden på …Music For Keyboards overdrevet kitschet og pompøs, og det er svært ikke at finde det småhumoristisk, når et totalt overgearet track som Agent Orange fylder højttalerne. Er man vild med kitschet instrumental keyboard-musik, bør man checke denne plade ud. Ellers er det bedst at lade være.